Inside

 

Nu med hestehår?

Cirkusdirektør Søren Østergaard har nu langt om længe fået sine to karantæneramte heste frigivet fra Holland.
De to fyrige heste optræder derfor i fuld vigør i cirkus Nemo på Holmen. Karantænetiden har de udnyttet til at få et lille nyt føl - som er døbt Anders - og som snart påtænkes indlemmet i den øvrige cirkus-trup. I den forbindelse overvejer cirkusledelsen at ændre årets tema fra "Nu med hentehår" til "Nu med hestehår". [Se oprindelig artikel]

Huller stoppet

Det hullede tag i luksus-boligen i Holmens Gl. Bådeværft på Bohlendachvej er nu blevet repareret og istandsat kort tid efter omtalen i sidste nummer af CPHolmen.
Herefter skulle det være slut med fygesne og slagregn - otte måneder efter indflytning.
De to nedblæste skiffersten fra det nye tag mod syd er også blevet erstattet. Så nu skulle den side af taget også være i orden.

På vikinge-togt

Indtil slutningen af september følger skoleskibet "Georg Stage" på sit sommertogt én af vikingernes nordvestlige ruter fra Nordatlanten over Norge og tilbage til Danmark.
"Georg Stage", der er verdens mindste fuldrigger, lettede for nylig anker fra Nyholm med over 60 danske og nordiske søfartselever ombord.

Alle genvalgt

Der var genvalg over hele linjen til bestyrelsen, da Ejerforeningen for Holmens Gl. Bådeværft for nylig holdt generalforsamling.
Det betyder, at Jan Grubert fortsætter på formandsposten i endnu en periode. De øvrige genvalgte bestyrelsesmedlemmer er Flemming Sørensen og Lars-Erik Houmann Christensen, mens Gitte Mathiesen og Marianne Møllerskov de La Cour blev genvalgt som suppleanter.